Hvorfor bliver klimapolitikken knap nok nævnt i et valg, hvor der er så meget på spil?

I Harris-kampagnen er klimaet kun blevet nævnt i forbifarten uden nogen konkrete bud på den fremadrettede plan. De fleste af spørgsmålene har drejet sig om den amerikanske olie- og gasproduktion, som har nået rekordhøjder under Bidens tid som præsident. Harris har udtalt, at hun ikke vil forbyde fracking, hvilket betyder, at der selv i hendes præsidentperiode vil være støtte til alle former for indenlandsk energiproduktion, herunder fossile brændstoffer. Det mest slående er måske, at den skelsættende amerikanske klimapakke, Inflation Reduction Act (IRA), som Harris kæmpede for at få vedtaget i 2022, er blevet reduceret til en sidebemærkning. Denne beslutning synes mest at være strategisk og et forsøg på at fokusere på politiske spørgsmål for at hjælpe med at få stemmer. En præsidentperiode med Harris i spidsen vil sandsynligvis bygge videre på de eksisterende IRA-bestemmelser og styrke både den indenlandske og den internationale klimapolitik.

I Trump-kampagnen er der gentagne gange blevet sat spørgsmålstegn ved både videnskaben og behovet for klimapolitik. Trump har kaldt IRA og mange af de eksisterende politikker for en ”grøn ny fidus”. Kampagnemedarbejdere og rådgivere synes at antyde, at Trump faktisk vil rulle meget af den eksisterende regulering tilbage og fremme en øget produktion af fossile brændstoffer. Navnlig tilskud til elbiler, kraftværker og grænser for metan-udledning vurderes at komme i farezonen, hvis Trump bliver præsident. Samme fremgangsmåde vil sandsynligvis blive anvendt i en international klimapolitik og vanskeliggøre et konstruktivt samarbejde med Kina og andre store udledere af CO₂. 

Harris vil efter al sandsynlighed styrke og intensivere den gældende energilovgivning gennem den vedtagne Inflation Reduction Act, som tildeler generøse statstilskud til vedvarende energi, den tunge industri og elbiler. Trump vil nok ønske at skære i nogle af tilskuddene, men kæmper allerede med, at mange af tilskuddene er til gavn for republikansk kontrollerede stater, hvor der allerede er skabt masser af arbejdspladser og grønne investeringer. Bidens politik har været med til at skabe investeringer for 493 milliarder dollars, hvoraf 90% er gået til republikanske distrikter. 

Begge kandidater har lovet at hjælpe med at få nedbragt energiomkostningerne og fremme den indenlandske olie- og gasproduktion. USA’s produktion af fossile brændstoffer nåede et rekordhøjt niveau i 2023. Politik og virkelighed i forbindelse med omstillingen vil sandsynligvis kollidere og gøre det vanskeligt for begge kandidater at indfri alle de store løfter. Modellering fra forskellige amerikanske forskningsgrupper viser imidlertid, at Trumps sejr i valgkampen formentlig vil betyde, at USA bliver længere om at gennemføre sin plan for nedbringelse af CO₂-udledningen og ikke når sine nuværende reduktionsmål, mens Harris som præsident kan fremskynde planen og stadig gøre det muligt at nå målet om netto-nuludledning i 2050. 

Hvorfor bliver klimapolitikken knap nok nævnt i et valg, hvor der er så meget på spil? Det er der flere forklaringer på. Det ser ud til, at klimaet betragtes som et vanskeligt og splittende emne i begge kampagner og ikke menes at kunne sikre de nødvendige stemmer. Dette kan også ses i menings­målingerne, hvor vælgerne udtaler, at emner som økonomi, sundhed og abort, kriminalitet og indvandring står højt på listen for såvel demokrater som republikanere (PEW 2024). 

Adskillelsen af politik og den virkelighed med klimapåvirkninger, der omgiver os, giver anledning til bekymring og øger både de fysiske risici og omstillingsrisiciene på globalt plan. USA er den næststørste udleder af drivhusgasser og spiller en afgørende rolle i de internationale klimapolitiske kredse og især i forhold til Kina. Landet er allerede sakket bagud i forhold til sit eget klimaløfte om at reducere udledningen med 50-52% inden 2030. USA har sammen med resten af verden oplevet en rekord, og både konsekvenserne af ekstreme vejrhændelser og tempoet i energiomstillingen påvirker allerede den amerikanske økonomi og vælgerne. Derudover er en stærk geopolitisk position forbundet med grøn teknologi og adgang til kritiske råstoffer. 

Der står meget på spil ved dette valg. Hvis Harris vinder præsidentvalget, vil det sandsynligvis styrke og fremme dekarboniseringen af den amerikanske økonomi, mens Trumps valg til sin anden præsident­periode vil skabe fokus på at tilbagerulle og afvikle de love, regler og politikker, der allerede er på plads. Det vil efter alt at dømme ikke stoppe omstillingen fuldstændigt, men det vil bremse den betydeligt og vil også få konsekvenser for den globale klimapolitik. Meget afhænger desuden af, hvad der sker med magtbalancen i Kongressen, da der er grænser for, hvad en siddende præsident kan gøre med sine udøvende beføjelser alene. 

Indtil videre ser det ud til, at vi bliver nødt til at vente på valgresultatet og derefter se, hvad der rent faktisk kommer til at ske med den amerikanske klimapolitik i den næste præsidentperiode. Resultatet vil sætte kursen for de kommende år, ikke alene for de amerikanske vælgere, men også globalt.