Hvordan kan man gøre livet lettere for medborgere med handicap? Blandt andet gennem innovativt iværksætteri. For tredje år i træk afholder Nordea ’Årets Handiprenør’, som fejrer de startups, der belyser vores forskelligheder som mennesker og bidrager til et mere inkluderende samfund ud fra handicap-perspektivet.
Fra dags dato åbner vi for indstillinger af kandidater til Årets Handiprenør 2025. Vi søger entreprenører og virksomheder, som gennem sit produkt og/eller service forbedrer livskvaliteten- og glæden for mennesker med handicap, og i sidste ende gavner os alle i samfundet.
For at indstille kandidater skal du udfylde denne skabelon og sende til handipreneur [at] nordea.com (handipreneur[at]nordea[dot]com). Deadline for indstilling af kandidater er til og med den 14. marts. Og vi kårer vinderen d. 27. maj på Nordea Metro, Grønjordsvej 10, København S.
Med prisen som Årets Handiprenør 2025 medfølger 50.000 kroner og direkte adgang til Nordeas førstkommende Startup Match, hvor investorer mødes med start ups, der har potentiale til at vokse.
Start up-virksomheder kan nytænke inklusion
”Den iderigdom der udspringer fra start up-miljøet kan komme mange mennesker til gode. Vi så det for eksempel med sidste års vinder, Pull & Go, der øger sundheden og bevægelsesfriheden for mennesker, som sidder i kørestol. "