Som led i den løbende gennemgang af vores mål og forpligtelser på klimaområdet og efter en betydelig reduktion i finansierede udledninger fra olie- og gasselskaber i upstream-segmentet de seneste år har Nordea opdateret sit 2030-sektormål for udvinding og produktion af olie og gas.
Det opdaterede mål er i tråd med kravene i Science Based Targets initiative (SBTi), som anses for at være en af de mest troværdige standarder for fastsættelse af klimamål. Vores tidligere mål – en reduktion på 55 pct. i finansierede udledninger i forhold til 2019-niveauet – har vi allerede opnået og overgået, hvilket betyder, at vi kan sætte en ny ambition for 2035. Det opdaterede mål sigter mod en reduktion på 55 pct. i finansierede udledninger for 2035 i forhold til 2024-niveauet, hvilket er et betydeligt lavere udgangspunkt at arbejde ud fra end det tidligere mål.
”Vi har reduceret de finansierede udledninger fra vores olie- og gaseksponering betydeligt gennem nøje risikobaseret udvælgelse af kunder, hvilket viser, at vi tager ansvar for at bidrage til at reducere negative klimapåvirkninger. Det opdaterede sektormål er et naturligt næste skridt på vores rejse mod nettonul,” forklarer Anja Hannerz, leder af Group Sustainability.
Strategi og retning uændret
Udover det nye sektormål for vores eksisterende eksponering til olie- og gasselskaber præciserer vi også i vores politik, at vi ikke yder eller faciliterer finansiering til nye kunder i upstream‑segmentet.
”Vores strategi og retning er uændret. Vi har en restriktiv tilgang til finansiering af olie- og gasudvinding som følge af de øgede risici forbundet med denne sektor, og vi har derfor besluttet at præcisere vores strategi i vores politik for fossile brændstoffer, så det tydeligt fremgår, at vi ikke vil udvide vores kundebase,” siger Anja Hannerz. ”Vores portefølje består nu af få kunder, der primært opererer på den norske kontinentalsokkel. Disse selskaber spiller en vigtig rolle for energisikkerheden i Europa, og vi ser det som vores ansvar at bidrage til en balanceret omstilling i vores region.”
For at understøtte vores strategi yderligere vil Nordea Asset Management stoppe med at yde ny kapital til olie- og gasselskaber, der udvider produktionen, ved at stoppe investeringer i nyudstedelser af obligationer. Dette omfatter ikke investeringer i obligationer på det sekundære marked. Dette er i tråd med vores restriktive tilgang til at yde kapital til olie- og gasselskaber i upstream-segmentet og gælder for alle investeringsstrategier under Nordeas brand.
Disse opdateringer sker som led i den sædvanlige gennemgang af vores sektorretningslinjer. Alle sektorretningslinjer, der er omfattet af gennemgangen i 2026, bliver offentliggjort i løbet af andet kvartal 2026.