En koalition af 44 store institutionelle investorer, herunder Nordea Asset Management, der tilsammen repræsenterer over 4,5 billioner euro, har sendt et fælles investorbrev, der opfordrer Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU’s medlemsstater til at fastholde og snarest indføre EU’s forordning om metanudledning.

De advarer om, at enhver tilbagerulning vil underminere den regulatoriske sikkerhed og markedsstabiliteten – og bremse fremskridtene i forhold til at reducere metanudledningen. 

Eric Pedersen, leder af Responsible Investments i Nordea, repræsenterede i november denne magtfulde investorgruppe ved møder i Bruxelles med politikere og embedsmænd, herunder klimakommissær Wopke Hoekstras kabinetchef. Andre medlemmer af koalitionen omfatter Sampension, AP3, Storebrand Asset Management, Miller/Howard Investments og Church of England Pensions Board. 

I brevet opfordrer koalitionen EU’s beslutningstagere til ikke at genåbne forordningen, sikre en ensartet og rettidig implementering i hele EU og anvende strenge krav for tredjelandsækvivalens. De fremhæver, at dette giver forudsigelighed for virksomheder, sikrer markedsintegriteten og styrker EU’s globale førerposition indenfor metan.

Resultater på metanområdet bliver i stigende grad set som et tegn på god ledelse, sikkerhed i processerne og effektiv drift – alle faktorer, der hænger tæt sammen med langsigtet værdi for aktionærerne.

Eric Pedersen, Head of Responsible Investments

Eric Pedersen

Klimaforandringer er en investeringsrisiko

Mens nogle politikere argumenterer for færre regler for at styrke konkurrenceevnen, påpeger Eric Pedersen, at virksomheder og investorer faktisk har brug for de data og den stabilitet, som reguleringen sikrer. 

”I Bruxelles – som alle andre steder – ser politikere indimellem regler og rapporteringskrav som hindringer og hævder, at færre regler er bedre. Men vi argumenterer for, at virksomheder og investorer faktisk har brug for en masse data og regulering til at understøtte dem. At udvande regler, som virksomheder allerede har baseret investeringsbeslutninger på, er kontraproduktivt og risikerer i dette tilfælde at underminere de globalt aftalte bestræbelser på at reducere metan,” siger han.

Eric Pedersen understreger, at bekæmpelse af klimaforandringer ikke kun er et miljøspørgsmål:

"Klimaforandringer som storme, skovbrande og oversvømmelser – som metanudledningers opvarmning af atmosfæren bidrager til – rammer alle typer virksomheder i alle typer lande. Den risiko findes på tværs af porteføljer, og hvis der ikke kommer styr på det, betyder det lavere afkast for alle. Resultater på metanområdet bliver i stigende grad set som et tegn på god ledelse, sikkerhed i processerne og effektiv drift – alle faktorer, der hænger tæt sammen med langsigtet værdi for aktionærerne.” 

Møderne i Bruxelles viser, hvordan Nordea som finansiel institution udøver aktivt ejerskab og bruger sin indflydelse til at fremme bæredygtig udvikling. Nordea Asset Management har i flere år drevet et investorsamarbejde om dialog med olie- og gasselskaber om at reducere udledningen af metan. 

Hvorfor er metanregulering vigtig?

  • Metan er årsag til cirka en tredjedel af verdens samlede globale opvarmning.
  • Som drivhusgas er metan 80 gange kraftigere end CO2, men har kun effekt i 10-12 år.
  • Reduktion af metan giver hurtige resultater i kampen mod klimaforandringer.
  • EU vedtog i 2024 verdens første lov om metanreduktion.
  • 158 lande, herunder Danmark, har forpligtet sig til at reducere metanudledninger med 30 pct. inden 2030. 

Vil du vide mere om, hvordan vi arbejder med 
ansvarlige investeringer og aktivt ejerskab?
 

Læs mere
Bæredygtig bankvirksomhed
Bæredygtighed
Hvordan er din opfattelse af Nordea efter at have læst denne artikel?