Årsopgørelsen er på trapperne, og hvert år tjekker millioner af danskere deres årsopgørelse – især for at se, om de får penge tilbage i skat, eller om de får et skattesmæk. Det er rigtig godt at tjekke sin årsopgørelse, for det er vores eget ansvar, at vi betaler den korrekte skat. Derfor gennemgår jeg her syv misforståelser om årsopgørelsen
1: Skattestyrelsen får automatisk det hele ind om mig og min økonomi
Nej, der kan være mange fradrag, som Skattestyrelsen ikke kender til. Desuden kan der være fejl eller forsinkelser, som betyder, at Skattestyrelsen ikke automatisk har fået alle dine oplysninger ind.
Det er derfor vigtigt, at du selv tjekker din årsopgørelse og tilføjer de fradrag, du har ret til.
2: Et fradrag giver det samme beløb tilbage
Hvis du får fradrag for et beløb på 10.000 kr., betyder det ikke, at du får 10.000 kr. tilbage. Det betyder, at du får en procentsats i fradrag for udgiften på de 10.000 kr. Det kan for eksempel være, at du får et fradrag på 2.500 kr. for de 10.000 kr., du har ret til fradrag for.
Fradrag reducerer altså din skattepligtige indkomst – ikke din skat krone for krone.
3: Man får fradragene udbetalt
Nej, det gør du ikke. Fradrag bliver bare modregnet i den skat, du betaler. Du får derfor aldrig penge i hånden – medmindre du får overskydende skat i forbindelse med årsopgørelsen. Men det er fordi, du har betalt for meget skat i løbet af året.
4: Det er fedt at få penge tilbage i skat
Ja, på en måde. Men det betyder jo, at du har betalt for meget i løbet af året og derved "lånt" Skattestyrelsen dine penge. I perioden har du fået mindre i rente, end du ellers kunne få, og dine penge har været låst.
Det er faktisk bedre at få din skat til at passe nogenlunde, så du hverken får penge tilbage eller skal betale ekstra.
5: Det er 50:50, om man får penge tilbage i skat eller ej
Nej, ikke statistisk set. Skattestyrelsen ved godt, at vi hellere vil have penge tilbage end at skulle betale. Derfor lægger Skattestyrelsen en lille smule på, så de fleste får penge tilbage, hvis deres økonomi er uændret.
6: Jeg har 13 km til arbejde og får derfor kørselsfradrag for 13 km hver vej
Nej, det er ikke korrekt. Kørselsfradraget gælder for din transport udover 12 km til og fra arbejde. Det vil sige, du får kun kørselsfradrag for 2x1 km i dette eksempel.
Derudover gælder kørselsfradraget kun for de dage, du rent faktisk pendlede. Det vil sige ikke på hjemmearbejdsdage, sygedage, barsel, ferie, dage på kursus eller arbejdsgiverbetalt kørsel.
7: Særligt relevant i år: Jeg skal betale mindre i skat, fordi den nye skattereform er trådt i kraft
Nej, den gælder først per 1. januar 2026, og årsopgørelsen er for 2025. Så du skal ikke forvente lavere skat på grund af skattereformen på årets årsopgørelse.