Ursäkta...

Den här sidan finns tyvärr inte på svenska.

Stanna kvar på sidan | Gå till en relaterad sida på svenska

Beslutninger på Nordeas generalforsamling 2016

Pressemeddelelse | 17-03-2016 19:20

På dagens ordinære generalforsamling i Nordea Bank AB (publ) blev resultatopgørelsen og balancen for 2015 godkendt. Generalforsamlingen vedtog en udbyttebetaling på 0,64 euro pr. aktie og fastsatte afstemningsdagen for udbyttebetalingen til 21. marts 2016. Bestyrelsen og koncernchefen blev meddelt decharge for året 2015. Samtlige medlemmer af bestyrelsen blev genvalgt, og Björn Wahlroos blev genvalgt til formand for bestyrelsen. Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til at træffe beslutning om at udstede konvertible instrumenter samt godkende fusionsplaner mellem Nordea og datterbankerne Nordea Bank Danmark, Nordea Bank Finland og Nordea Bank Norge.

Valg af bestyrelse
Björn Wahlroos, Marie Ehrling, Tom Knutzen, Robin Lawther, Lars G Nordström, Sarah Russell, Silvija Seres, Kari Stadigh og Birger Steen blev genvalgt til bestyrelsen indtil næste ordinære generalforsamling. Björn Wahlroos blev genvalgt til formand for bestyrelsen.

Ved det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev Marie Ehrling valgt til næstformand for bestyrelsen, og det blev oplyst, at følgende personer er medarbejderrepræsentanter: Kari Ahola, Toni H. Madsen, Lars Oddestad (suppleant) og Hans Christian Riise.

Valg af revisor
Öhrlings PricewaterhouseCoopers AB blev genvalgt som revisor indtil næste ordinære generalforsamling.

Vederlag
Generalforsamlingen besluttede, at vederlag til bestyrelsens medlemmer skal udgøre 287.400 euro til formanden, 136.500 euro til næstformanden og 88.850 euro til hvert af de øvrige medlemmer. Derudover betales et vederlag for arbejdet i bestyrelsens tre udvalg på 36.050 euro til udvalgsformanden og 25.750 euro til hvert af de øvrige medlemmer. Der betales ikke vederlag til bestyrelsesmedlemmer, som er ansat i Nordea koncernen.

Revisors honorar fastsættes efter godkendt regning.

Nedsættelse af nomineringsudvalg
Generalforsamlingen besluttede at nedsætte et nomineringsudvalg, der får til opgave til næste generalforsamling at fremlægge forslag om bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsesformand og revisor samt vederlag til disse. Nomineringsudvalget skal bestå af bestyrelsens formand samt yderligere fire medlemmer, som udpeges af de fire aktionærer, der målt på stemmeret ejer de største aktieposter i Nordea pr. 31. august 2016.

Udstedelse af konvertible instrumenter
Bestyrelsen blev bemyndiget til inden næste ordinære generalforsamling at træffe beslutning om at udstede konvertible instrumenter i selskabet, hvilket betyder, at aktiekapitalen kan øges med et beløb, der svarer til højst 10 pct. af aktiekapitalen. Udstedelse af konvertible instrumenter i henhold til bemyndigelsen kan ske med eller uden forkøbsret for eksisterende aktionærer og skal ske på markedsvilkår.
Formålet med bemyndigelsen er at gøre en fleksibel og effektiv tilpasning af selskabets kapitalstruktur til kapitalkravsreglerne mulig.

Køb af egne aktier som led i værdipapirhandel
Generalforsamlingen besluttede, at Nordea løbende skal kunne købe egne aktier for at understøtte sin værdipapirhandel. Beholdningen af sådanne aktier må ikke på noget tidspunkt overstige 1 pct. af samtlige aktier i Nordea.

Retningslinjer for aflønning af ledende medarbejdere
Generalforsamlingen vedtog retningslinjer for aflønning af ledende medarbejdere (koncernchefen, vicekoncernchefen og de øvrige medlemmer af koncernledelsen). Nordea skal have de lønniveauer og ansættelsesvilkår, der kræves for at kunne rekruttere og fastholde ledende medarbejdere med kompetence og evne til at gennemføre strategien og nå de fastsatte mål, så Nordea kan blive en Great European bank.

Den årlige aflønning består af fast løn og variabel løn. De ledende medarbejdere tilbydes en variabel løn i form af en incitamentsordning (GEM EIP 2016), som belønner opfyldelsen af forud aftalte mål på koncern-, forretningsområde-/koncernfunktions- og individuelt niveau. Der skal tages højde for, hvordan resultatet påvirkes på lang sigt, når målene fastsættes. GEM EIP 2016 har resultatmåling i en periode på et år, og udfaldet kan ikke overstige den faste løndel. Udfaldet af GEM EIP 2016 betales over en periode på fem år i form af kontanter og er underlagt justering af den udskudte aflønning, indeksregulering i forhold til Nordeas samlede afkast til aktionærerne og restriktioner med hensyn til rådighed i henhold til det svenske finanstilsyns forskrifter om aflønningsordninger under hensyntagen til lokale regler og forhold, hvor det er relevant. De ledende medarbejdere blev tilbudt en lignende ordning for 2013, 2014 og 2015.

Godkendelse af fusionsplaner
Som meddelt i delårsrapporten for 2. kvartal 2015 arbejder Nordea på at forenkle sin juridiske struktur ved at ændre datterbankerne Nordea Bank Danmark A/S, Nordea Bank Finland Abp og Nordea Bank Norge ASA til filialer af Nordea. Generalforsamlingen godkendte i dag planerne om fusionerne på tværs af landegrænserne, som Nordeas bestyrelse og bestyrelserne i hvert af datterbankerne har vedtaget. Fusionerne forventes at ske i begyndelsen af 2017.

Gennemførelsen af fusionerne er bl.a. betinget af, at myndighedernes godkendelse, tilladelse, samtykke og andre beslutninger i de enkelte lande, herunder vurderinger og forhåndsbeskeder fra de berørte skattemyndigheder, er opnået på vilkår, som Nordea og datterbankerne kan acceptere. Desuden er det en forudsætning, at fusionerne efter Nordeas bestyrelses vurdering ikke er forbudt eller helt eller delvis forhindres af gældende love og regler, eventuelle ændringer i de pågældende myndigheders eller domstoles praksis (herunder ændringer i tolkningen og ændringer i love og regler) eller andet, der vurderes som væsentligt af Nordeas bestyrelse.

Fusionerne vil kun i mindre grad påvirke kapitaliseringsniveauet. Konsolideringen af kapitalgrundlaget eller niveauet for kapitalkrav bliver ikke påvirket. Det forventes ikke, at ændringen markant vil påvirke det beløb, Nordea koncernen betaler i selskabsskat, og Nordea vil fortsat betale skat i de lande, hvor koncernen har aktiviteter. Den samlede finansielle effekt af gennemførelsen af fusionerne kan dog indebære yderligere ikke ubetydelige nettoomkostninger afhængigt af det endelige udfald af reguleringen. Den foreslåede opbygning af den svenske afviklingsfond over de næste 4-5 år kan medføre en yderligere omkostning på op til EUR 200 mio. om året, men det endelige tal er behæftet med stor usikkerhed. Endvidere er den samlede nettoomkostning som følge af reguleringen ligeledes behæftet med stor usikkerhed. Nordea er overbevist om, at de langsigtede fordele ved filialstrukturen opvejer omkostningerne, og vil fremadrettet have særligt fokus på at sikre lige vilkår i de nordiske lande.

    
Yderligere information:

Emma Rheborg, leder af Communications Sverige, +46 733 802 263
Rodney Alfvén, leder af Investor Relations, +46 101 562 960

      
Informationen indeholdt i denne pressemeddelelse er i overensstemmelse med det, som Nordea er pålagt at offentliggøre i henhold til den svenske lov om handel med finansielle instrumenter (1991:980) og/eller den svenske lov om værdipapirmarkeder (2007:528).
 

Documents