30-05-2022 14:00

Et ton generøsitet

Kolleger fra hele Nordea har i fællesskab hjulpet millioner af ukrainere på flugt fra krigen. Der er indsamlet næsten et ton basale fornødenheder og doneret penge til en række hjælpeorganisationer.
Nordea employees colleting items for Ukrainian employees

Krigen i Ukraine har tvunget millioner på flugt fra deres hjem for at søge sikkerhed andre steder. Over 3,1 millioner er flygtet til Polen, og her er der særligt  brug for hjælp.

For at hjælpe flygtningene og bekæmpe den humanitære krise organiserede Nordea indsamlingssteder i hovedkontorene, hvor medarbejderne kunne donere de ting, der var mest behov for. Nordea i Polen startede indsamlingen i starten af marts, og de nordiske lande sluttede sig kort tid efter til initiativet. Alle donationer blev sendt fra de nordiske hovedkontorer til hovedkontoret i Warszawa, Polen, hvor de blev sendt videre til lokale Røde Kors-afdelinger. 

Langtidsholdbare fødevarer, førstehjælpsudstyr, hygiejne- og rengøringsartikler var blandt de oftest donerede ting. Der blev indsamlet næsten et ton basale fornødenheder, som vil gå til mennesker i nød.

Medarbejdere giver en hjælpende hånd

Adrian Lesiakowski fra Nordeas Workplace Solutions koordinerede transporten af kollegernes donationer fra de nordiske lande til Røde Kors-afdelingen i Warszawa.

”Da de flygtede fra krigen, efterlod flygtningene alting. Mange ankom til Polen med kun en enkelt taske, og nogle havde ingenting med. Der er et enormt behov for hjælp, og det betyder meget, at kolleger i hele Nordea teamer op for at støtte,” siger Adrian Lesiakowski og fortsætter:

”Jeg må sige, at jeg var rigtig overrasket og glad over at se, hvor meget kollegerne havde samlet ind for at hjælpe flygtningene her i Polen. Nu er det hele sendt til de lokale Røde Kors-hovedkontorer, hvor flygtningene kan hente de ting, de har brug for.”

Nordeas indsamlingssteder i Polen er stadig åbne, og kollegerne bruger gerne tid og kræfter på at hjælpe, hvis det er nødvendigt.

Sebastian Wilczewski, der arbejder i IT Analysis Credit Risk, pakkede sin egen bil for at transportere donationer.

”En dag bad min kollega, som koordinerer transport af donationer til Røde Kors i Tricity-området, mig om hjælp. Hun kunne ikke finde transport til en bestemt dag, så jeg pakkede donationerne i min bil og kørte dem til det lokale Røde Kors-kontor,” siger Sebastian Wilczewski og fortsætter:

”Der mødte jeg en kvinde med et barn – de var på flugt fra krigen og var kommet til Røde Kors-afdelingen i Gdynia for at hente ting, de havde brug for. Det var godt at vide, at de donerede ting nåede frem til det rigtige sted og de mennesker, der havde mest brug for dem.”

Hver eneste donation tæller

Der er et enormt behov for hjælp, men også en kæmpe vilje til at give den. Udover at hjælpe med at indsamle fornødenheder har kolleger fra Nordea også deltaget i fundraising organiseret af hjælpeorganisationer.

Indtil videre har medarbejdere doneret næsten EUR 15.000 til organisationer godkendt af Nordea. Og vores kolleger i Finland har været med til at rejse yderligere EUR 50.000 gennem en frivillig indsamling. 

Pengene går både til flygtninge, der er nået i sikkerhed i vores lande, og til dem, der stadig opholder sig i krigszonen. Nogle af de indsamlede penge er givet til UNICEF, der har hjælpearbejdere i de berørte områder.

”Krigen i Ukraine truer op mod 7,5 millioner børns liv. Næsten 6 millioner, heraf 90 pct. kvinder og børn, er flygtet til nabolande eller længere væk. I midten af maj havde vi leveret ca. 3.000 ton nødforsyninger til Ukraine og de omkringliggende lande. Der er doneret medicin og medicinsk udstyr, vintertøj til børn, hygiejneartikler, skolebøger og legetøj,” siger Nina Stelander, Manager, Corporate Partnerships, UNICEF Finland, og fortsætter:

”Vi har etableret psykosociale støtteteams og en nødtelefonlinje for at hjælpe traumatiserede børn og deres familier. Børnevenlige faciliteter er sat op på flugtruterne til nabolandene, hvor familier kan få hjælp. Og børn, der rejser alene eller er blevet adskilt fra deres familie, kan få beskyttelse og hjælp til at finde dem igen."

"Indtil videre har 268.000 børn i Ukraine haft gavn af skoleartikler leveret af UNICEF, og flere end 158.000 børn har deltaget i formel og ikke-formel uddannelse. Platformen All-Ukrainian Online School, der støttes af UNICEF, gør det muligt for elever i og udenfor Ukraine at fortsætte den nationale undervisningsplan. Al denne hjælp ville ikke være mulig uden donationer. Vi takker alle for at støtte UNICEF’s indsats.”

Om os
Værdier