”Vores privatkunder bruger oftere og oftere mobilen eller deres smartwatch, når de betaler for indkøb ude i butikkerne og på nettet. Derfor åbner vi nu for, at Dankortet – som vores kunder har kendt i 40 år – kommer med i Apple Pay, så betalingskortet indeholder samme muligheder, uanset om det ligger i den fysiske eller digitale pengepung. Det, mener vi, er en god tilføjelse til vores i forvejen brede vifte af digitale betalingsløsninger, ligesom vi også har lyttet til flere af vores erhvervskunder, som har ønsket, at vi tilbyder Dankortet i Apple Pay”, siger Nordeas direktør for danske privatkunder, Mads Skovlund.
Nordea har indtil nu tilbudt Dankortet som en del af det fysiske betalingskort, mens kunderne har kunnet betale med Visa-delen af et Visa/Dankort, når de har lagt mobilen eller deres smartwatch på betalingsterminalen i butikken eller betalt med Apple Pay online. Det bliver nu ændret, så Dankort-delen af Visa/Dankortet også kan bruges som betalingskort med Apple Pay.
”Langt de fleste af vores kunder har i dag et Visa/Dankort, og jeg tror ikke, der er særligt mange, der i købsøjeblikket tænker over, om de betaler med Visa-delen eller Dankort-delen af deres Visa/Dankort. Når vi alligevel åbner for Dankortet i Apple Pay, er det fordi, vi ønsker, at vores kunder oplever at have de samme muligheder for mobil-betalinger som med betaling med plastikkortet”, siger Nordeas direktør for danske privatkunder, Mads Skovlund.
Nordea forventer at have implementeret Dankort-delen i Apple Pay senest i slutningen af 2024.
Yderligere information:
Nordea Danmarks pressefunktion, +45 70 80 11 62