Scope 3-udledninger: den næste store test for virksomhedernes klimaarbejde

Derfor rykker scope 3 højere op på agendaen

Størstedelen af mange virksomheders drivhusgasudledninger stammer ikke fra egen drift, men fra up- og downstream-forsyningskæden. Disse scope 3-udledninger – som adskiller sig fra scope 1 (direkte udledninger fra ejede eller kontrollerede kilder) og scope 2 (indkøbt elektricitet og varme) – omfatter alt fra indkøbte varer og råmaterialer til produktanvendelse og bortskaffelse. Ifølge CDP kan upstream-udledninger (scope 3) blandt globale rapporterende virksomheder indenfor sektorer som detailhandel, produktion og materialer være helt op til 26 gange større end virksomhedernes egne udledninger fra driften (scope 1 og 2). 

Selvom der er stor forskel mellem de scope 3-reduktioner, der er opnået indtil videre, og det fremtidige behov for reduktioner, er der også muligheder. Forskellen håndteres i stigende grad gennem lovgivning (direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering, CSRD), standarder for målsætninger (Science Based Targets initiative, SBTi) og CO2-prissætning (EU’s emissionshandelssystem, ETS, og CO2-grænsetilpasningsmekanisme, CBAM). Direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering har pålagt nordiske virksomheder at rapportere scope 3-udledninger fra 2024, mens børsnoterede små og mellemstore virksomheder er omfattet fra 2026. CO2-grænsetilpasningsmekanismen indfører direkte omkostninger ved import af CO2-intensive materialer som stål, aluminium, cement og gødning. Endelig ser investorer i stigende grad på scope 3-resultater, når de vurderer virksomhedernes risikoprofil, vækstpotentiale og kapitalomkostninger.

Virksomheder i front har betydelige muligheder, der går langt videre end compliance – lige fra at identificere ineffektivitet, risici og omkostningspåvirkninger til at udvikle nye indtægtskilder. Ifølge BCG og EcoVadis kan dekarbonisering af forsyningskæden give et afkast, der er 3-6 gange større end investeringen – primært ved at undgå fremtidige CO2-omkostninger, reducere risikoen og effektivisere driften. Med de forventede globale scenarier for CO2-prissætning kan scope 3-udledninger udgøre en potentiel årlig omkostning på over USD 500 mia. for erhvervslivet i 2030.

Her står virksomhederne i dag – baseret på Nordeas kundebase

En analyse af scope 3-mål på tværs af 23 sektorer blandt Nordeas erhvervskunder viser, at i de fleste sektorer har under halvdelen af virksomhederne fastlagt et scope 3-mål (se tabel 1). 

Tabel 1: Andel af mål fordelt på sektorer, Nordea-portefølje

*Mål medregnes, hvis scope (S) er nettonul i forsyningskæden (S1+2+3, S1+3 eller S3). Kilde: Nordea 

Kunder indenfor forsyning og engroshandel ligger i front: 53 pct. har fastlagt mål for scope 3-udledninger, hvilket formentlig afspejler deres eksponering mod EU’s emissionshandelssystem eller høje scope 3-udledninger. Minedrift (20 pct.) og lufttransport (30 pct.) halter bagefter, delvist fordi en større del af udledningerne her falder ind under scope 1 og 2. Virksomhedsstørrelse spiller også en rolle: mindre virksomheder er mindre tilbøjelige til at fastsætte mål for scope 3-udledninger – muligvis på grund af en forsinkelse i både regulatorisk og markedsmæssigt pres. 

Scope 3 er imidlertid ikke kun relevant for virksomheder, der direkte er omfattet af direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Disse virksomheder er afhængige af data fra deres leverandører, som i mange tilfælde selv ligger under de tærskler, der er fastsat i direktivet, og derfor rækker direktivet langt videre end dets formelle anvendelsesområde. Virksomheder i hele forsyningskæden vil i stigende grad få dataforespørgsler fra kunder, långivere og investorer – uanset om de selv er forpligtet til at rapportere.

Hvad der driver scope 3, og hvorfor det varierer fra sektor til sektor

Der er typisk fire faktorer, der har betydning for en virksomheds overordnede scope 3-aftryk: 

• mængden af indkøb
   
• udledningsintensiteten ved indkøb
   
• transportafstande
   
• udledning fra anvendelse af solgte produkter

Disse emissionsfaktorer påvirker sektorer forskelligt. En tekstilvirksomheds scope 3-udledninger stammer typisk primært fra råvareforbrug og den landbrugsjord, der anvendes i forbindelse hermed. En nordisk maskinproducent er mere eksponeret overfor energi- og udledningsintensitet fra produktionen af stål- og aluminiumskomponenter. Alle virksomheder påvirkes af emissionsfaktoren for elnettet i den region, hvor deres forsyningskæder opererer. På den positive side giver de relativt rene nordiske elnet en udledningsmæssig fordel i forhold til indkøb på markeder, hvor elproduktionen er kulbaseret.

Virksomheder, der opgør deres udledning ud fra faktiske indkøb af materialer, energikilder og transportafstande – i stedet for at bruge gennemsnitlige emissionsfaktorer – oplever, at geografiske indkøbsvalg har direkte betydning for deres scope 3-profil. Selvom gennemsnitlige emissionsfaktorer er et nyttigt udgangspunkt, kan inflation og prisforhold skævvride beregningerne. I takt med at virksomhedernes tilgang modnes, anbefales det at beregne faktiske udledninger, da metoden tager højde for reelle udledningsreduktioner og styrker forsyningskædens robusthed.

Sådan gør førende virksomheder

En analyse blandt Nordeas førende kunder viser en fælles tilgang: De fastsætter både et videnskabsbaseret mål for reduktion af scope 3-udledninger på kort sigt og et nettonulmål. For at opfylde scope 3-målet kræver det ofte, at indsatsen i forhold til udledninger udvides til også at omfatte andre aktører end leverandører i første led, og at CO2-udledning knyttet til indkøb og materialer på tværs af geografiske områder kortlægges. Dette arbejde giver ikke alene et referenceniveau for udledninger, men også et klarere billede af forsyningskædens opbygning, omkostninger og risici. Virksomheder udnytter denne indsigt både til at reducere scope 3-udledninger og til at opbygge mere robuste forsyningskæder. 

Ifølge CDP er der to afgørende faktorer for succes: i) virksomheder med programmer, der aktivt inddrager leverandører, har syv gange større sandsynlighed for at have en omstillingsplan tilpasset 1,5°C, og ii) bestyrelser med et klart klimamæssigt ansvar har fem gange større sandsynlighed for overhovedet at have godkendt et mål for scope 3-udledning. Det viser, at fokus på stærk governance er en forudsætning for effektiv implementering i driften. 

Kom godt i gang

Selvom indsigten er begrænset i forhold til leverandører udover det første led, datakvaliteten varierer, og der er udfordringer med at påvirke downstream-udledninger, er virksomheder alligevel begyndt at arbejde med scope 3 for at opnå fordele, herunder bedre risikostyring, lavere omkostninger og konkurrencefordele. Heldigvis er tærsklen for at komme i gang ofte lavere end forventet. Standarder for virksomheders bæredygtighedsrapportering (ESRS) (se kapitel 5.2) tillader brug af estimater og proxydata, når primære data ikke er tilgængelige, med en forventning om at kvaliteten bliver bedre over tid. Selv en enkel forbrugsbaseret screening kan vise, at størstedelen af forsyningskædens udledninger er koncentreret på få leverandører eller geografiske områder – et resultat med både bæredygtig og forretningsmæssig relevans.

Virksomheder, der ser scope 3 som en mulighed for at få dybere indsigt i deres forsyningskæder og ikke alene som et rapporteringskrav, er godt positioneret til både at overholde lovgivningsmæssige forpligtelser og samtidig skabe driftsmæssige og strategiske fordele.

Nordea støtter nordiske og europæiske virksomheders klimaomstilling ved at tilbyde rådgivning om bæredygtighed, finansiering og analyser til store samt små og mellemstore erhvervskunder. Vi drøfter gerne, hvordan scope 3 passer ind i virksomhedens bæredygtigheds- og vækststrategi.