Ansvarlig investering er et område, der er vokset støt i de seneste år, da flere og flere investorer overvejer miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer (ESG), inden de investerer penge og ressourcer i en bestemt virksomhed eller fond. Investering i fonde med bæredygtigt fokus, nogle gange kaldet grønne fonde, kan dog virke komplekst.
Læs videre for at få mere at vide om, hvordan forskellige investeringsfonde med fokus på bæredygtighed klassificeres indenfor EU, og hvad det betyder, at en investering er virkelig ”grøn”.
EU har opdelt investeringer med fokus på bæredygtighed i kategorier for at gøre det mere gennemskueligt for investorerne
Måske har du hørt om artikel 6, artikel 8 og artikel 9? Det er klassifikationer af investeringsfonde. I forhold til bæredygtige investeringer er det godt at kende til Sustainable Finance Disclosure Regulation (SFDR-forordningen). Denne forordning er udarbejdet af EU for at gøre det lettere for investorer at forstå, hvor bæredygtigt et finansielt produkt egentlig er. Den definerer, hvilke oplysninger om bæredygtighed fonden skal angive.
SFDR-forordningen klassificerer investeringsfonde i tre kategorier kaldet artikel 6, artikel 8 og artikel 9.
Artikel 6: Disse fonde har ikke specifikt til formål at fremme miljømæssige eller sociale mål, og de kan ikke klassificeres som bæredygtige. Der skal åbent oplyses om, at de ikke fremmer bæredygtighed.
Artikel 8: Disse kaldes nogle gange ”lysegrønne” fonde. De fremmer miljømæssige og/eller sociale karakteristika, men dette er ikke fondens hovedformål. Disse fonde skal oplyse om, hvordan de fremmer bæredygtighed, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger på miljøet og samfundet.
Artikel 9: Disse fonde kaldes nogle gange de ”mørkegrønne” fonde med bæredygtige investeringer som hovedformål. De repræsenterer den højeste standard for bæredygtighed og skal oplyse om de bæredygtige investeringsmål, der tilstræbes via fondene.